Definition af tajweed
Sprogligt betyder tajweed at forbedre eller gøre fremragende. Teknisk er det at udtale hvert bogstav fra dets artikulationssted og give det dets ret (حقّ) og dets tilkommende del (مستحقّ) af egenskaber. Imam Ibn al-Jazari definerede det således:
Et bogstavs ret er dets varige egenskaber, som aldrig forlader det, såsom Jahr (الجَهْر), Shiddah (الشِّدَّة) og Isti'la' (الاسْتِعْلَاء). Dets tilkommende del er det, der følger af disse egenskaber eller af nabobogstaver, såsom Tafkhim (التَّفْخِيم) og Tarqiq (التَّرْقِيق), Izhar (الإِظْهَار), Idgham (الإِدْغَام), Ikhfa' (الإِخْفَاء), Madd (المَدّ) og Qasr (القَصْر). »At føre hvert bogstav tilbage til dets oprindelse« betyder at udtale det fra dets artikulationssted; »at udtale det i dets lige som sig selv« betyder at give det samme bogstav den samme egenskab overalt, ikke recitere det godt ét sted og sjusket et andet.
Imamen forklarer derefter, at dette skal gøres blidt, uden anstrengelse eller overdrivelse, og at det kun nås gennem øvelse, det vil sige megen gentagelse hos en dygtig lærer.
Emne, nytte og status
- Emne: Koranens ord med hensyn til at give deres bogstaver deres ret og tilkommende del.
- Nytte: at beskytte tungen mod fejl i Allahs Bog og recitere den, sådan som den blev åbenbaret.
- Grundlægger: i praksis Profeten ﷺ, som modtog det fra Jibril og lærte ledsagerne. Som nedskrevet videnskab recitationens og sprogets mestre; blandt de første, der skrev særskilt om det, var Abu Muzahim al-Khaqani (d. 325 e.H.) i sit digt, der rimer på Ra', derefter Makki i ar-Ri'ayah.
Status: at lære reglerne teoretisk er en fællespligt, mens det er obligatorisk for enhver, der reciterer Koranen, at anvende dem under recitationen. Imam Ibn al-Jazari siger:
Beviset er verset ﴿أَوۡ زِدۡ عَلَيۡهِ وَرَتِّلِ ٱلۡقُرۡءَانَ تَرۡتِيلًا ٤اَوْ زِدْ عَلَيْهِ وَرَتِّلِ الْقُرْاٰنَ تَرْتِيْلًا ٤﴾ (Al-Muzzammil 73:4). Ibn al-Jazari gengiver i an-Nashr fra 'Ali (må Allah være tilfreds med ham), at Tartil (التَّرْتِيل) er »bogstavernes tajweed og kendskab til stopstederne«. Digtets vers har to læsemåder, »den, der ikke reciterer Koranen med tajweed« og »den, der ikke reciterer Koranen korrekt«, og begge betyder, at det er synd at forsømme korrekt udtale.
Lahn (fejl) og dens typer
Lahn (اللَّحْن) er fejl og afvigelse fra det korrekte i recitation. Der findes to slags:
| Type | Definition | Eksempler | Status |
|---|---|---|---|
| Lahn Jali (اللَّحْن الجَلِيّ) | En åbenlys fejl, der ødelægger ordet, som recitatorer og andre genkender, og som kan ændre betydningen. | At udskifte et bogstav eller en vokal med en anden, give sukun til et vokaliseret bogstav eller vokal til et stumt, for eksempel at læse Ta i ﴿أَنۡعَمۡتَاَنْعَمْتَ﴾ (Al-Fatihah 1:7) med damma. | Forbudt efter konsensus. |
| Lahn Khafi (اللَّحْن الخَفِيّ) | En fejl, der ødelægger tajweed, men ikke betydningen; kun dygtige recitatorer bemærker den. | At udelade Ghunnah eller Ikhfa', forkorte en påkrævet Madd eller gøre et let bogstav tungt. | Ikke tilladt, ifølge recitationens mestre, for den, der kan lære; nogle anser det for uønsket. |
Recitationstempi
Recitationen har flere tempi, alle tilladte, så længe tajweeds regler overholdes:
| Tempo | Beskrivelse |
|---|---|
| Tahqiq (التَّحْقِيق) | Det langsomste, med fuld Madd og fuldstændige vokaler; egnet til undervisning. |
| Tartil | Rolig, eftertænksom recitation med refleksion; det bedste tempo. Nogle regner det for det samme som Tahqiq. |
| Tadwir (التَّدْوِير) | Et mellemtempo mellem Tahqiq og Hadr. |
| Hadr (الحَدْر) | Hurtig recitation, hvor reglerne overholdes; bruges oftest til repetition. |
Qira'ah, riwayah og tariq
En læsemåde, der tilskrives en af de ti imamer, kaldes en Qira'ah (القِرَاءَة), for eksempel 'Asims læsemåde. En, der tilskrives hans overleverer, er en Riwayah (الرِّوَايَة), for eksempel Hafs fra 'Asim. En, der tilskrives dem, der kom efter overlevereren, er en Tariq (الطَّرِيق), for eksempel vejen ash-Shatibiyyah, digtet Hirz al-Amani af imam al-Qasim ibn Firruh ash-Shatibi (d. 590 e.H.). Ifølge Ibn al-Jazari er en læsemåde autentisk, når den opfylder tre betingelser: overensstemmelse med arabisk på en gyldig måde, overensstemmelse med skriften i et af de uthmanske eksemplarer om end kun potentielt, og en autentisk overleveringskæde.
Recitationens etikette
- Oprigtighed over for Allah, at recitere i ren tilstand og på et rent sted.
- At søge tilflugt i begyndelsen, og Basmalah i begyndelsen af suraerne (se næste kapitel).
- Eftertanke og ydmyghed, og at forskønne stemmen uden anstrengelse, som i hadithen »Pryd Koranen med jeres stemmer« (Abu Dawud, an-Nasa'i).
- Tålmodighed i læringen, for Profeten ﷺ sagde: »Den, der er dygtig i Koranen, er med de ædle, retfærdige skrivere, og den, der reciterer den stammende og med besvær, får dobbelt løn« (Bukhari og Muslim).