Definitioner
Hamzat al-Qat' (هَمْزَة القَطْع) udtales både i begyndelsen og ved sammenbinding; i mushaffen bærer den et lille 'Ayn-hoved (ء), som i ﴿أَنۡعَمۡتَ﴾ (Al-Fatihah 1:7). Hamzat al-Wasl (هَمْزَة الوَصْل) er en ekstra Hamzah, der gør det muligt at begynde med et stumt bogstav; den udtales i begyndelsen og bortfalder ved sammenbinding; dens tegn i mushaffen er et lille Sad-hoved over Alif (ٱ).
Hamzat al-Qat' udtales både i begyndelsen og ved sammenbinding; i den indo-pakistanske mushaf er det en Alif med sin vokal, som i ﴿اَنْعَمْتَ﴾ (Al-Fatihah 1:7). Hamzat al-Wasl er en ekstra Hamzah, der gør det muligt at begynde med et stumt bogstav; den udtales i begyndelsen og falder bort ved sammenbinding; i denne mushaf er det en bar Alif uden vokal og uden tegn.
Hvor den forekommer, og dens vokal i begyndelsen
| Hvor | Vokal i begyndelsen | Eksempler |
|---|---|---|
| Artiklen | Altid fathah | ﴿ٱلۡحَمۡدُاَلْحَمْدُ﴾ (Al-Fatihah 1:2) |
| Verber: imperativ af treradikale verber; datid, imperativ og verbalsubstantiv af verber med fem og seks bogstaver | Dammah hvis verbets tredje bogstav har en oprindelig dammah; kasrah hvis det har kasrah eller fathah | ﴿ٱدۡخُلُواْادْخُلُوْا﴾ (Al-Baqarah 2:58) ﴿ٱضۡرِباضْرِبْ﴾ (Al-Baqarah 2:60) ﴿ٱذۡهَبۡاِذْهَبْ﴾ (Taha 20:24) ﴿وَٱسۡتَغۡفِرۡهُۚوَاسْتَغْفِرْهُﵫ﴾ (An-Nasr 110:3) |
| Ti overleverede substantiver og verbalsubstantiver af verber med fem og seks bogstaver | Kasrah | ﴿ٱبۡنُ مَرۡيَمَابْنُ مَرْيَمَ﴾ (An-Nisa 4:171) ﴿ٱبۡنَتَ عِمۡرَٰنَابْنَتَ عِمْرٰنَ﴾ (At-Tahrim 66:12) ﴿ٱمۡرُؤٌاْامْرُؤٌا﴾ (An-Nisa 4:176) ﴿ٱثۡنَانِاثْنٰنِ﴾ (Al-Ma'idah 5:106) ﴿ٱسۡمَاسْمَ﴾ (Al-A'la 87:1) |
De substantiver, digteren nævner, er: ابن، ابنة، امرؤ، اثنان، امرأة، اسم، اثنتان. Verber, hvis tredje bogstav har en midlertidig dammah, er undtaget og begynder med kasrah, som ﴿ٱمۡشُواْامْشُوْا﴾ (Sad 38:6), ﴿ٱقۡضُوٓاْاقْضُوْٓا﴾ (Yunus 10:71), ﴿ٱئۡتُواْائْتُوْا﴾ (Taha 20:64) og ﴿ٱبۡنُواْابْنُوْا﴾ (Al-Kahf 18:21), fordi det tredje bogstavs oprindelige vokal er en kasrah.
To stumme bogstaver mødes
Står et Madd-bogstav foran en Hamzat al-Wasl, falder det bort i udtalen ved sammenbinding, men bliver stående i skrift, som i ﴿وَقَالُواْ ٱتَّخَذَوَقَالُوا اتَّخَذَ﴾ (Al-Baqarah 2:116) og ﴿فِي ٱلۡأَرۡضِفِي الْاَرْضِﶈ﴾ (Al-Baqarah 2:11). Står en stum konsonant eller Tanwin foran, får den som regel kasrah, som i ﴿نُوحٌ ٱبۡنَهُۥنُوْحُ اِۨبْنَهٗ﴾ (Hud 11:42); flertals-Mim får dammah, som forklaret tidligere.