Grundmåden at stoppe på et vokaliseret ord er ren Sukun (السُّكُون); man stopper aldrig med fuld vokal. Rawm (الرَّوْم) og Ishmam (الإِشْمَام) er også tilladt under deres betingelser. Måderne at stoppe på er:
| Måde | Hvordan | Gælder |
|---|---|---|
| Ren sukun | Fjern vokalen helt | Alle tre vokaler |
| Rawm | Udtal en del af vokalen (omkring en tredjedel) med svag stemme, så en nærtstående hører det | Dammah og kasrah, ikke fathah |
| Ishmam | Rund læberne lige efter sukun som tegn på dammah, uden lyd | Kun dammah |
| Ibdal (الإِبْدَال) | Gøre Tanwin med fathah til Alif og Ta' Marbutah til et stumt Ha' | Tanwin med fathah, og Ta' Marbutah |
Hvor Rawm og Ishmam ikke bruges
- Ta' Marbutah, som man stopper på som Ha', som i ﴿ٱلۡجَنَّةَالْجَنَّةَ﴾ (Al-Baqarah 2:35).
- Flertals-Mim, som i ﴿عَلَيۡهِمۡعَلَيْهِمْﵿ﴾ (Al-Fatihah 1:7) og ﴿عَلَيۡهِمُ ٱلذِّلَّةُعَلَيْهِمُ الذِّلَّةُ﴾ (Al-Baqarah 2:61).
- En midlertidig vokal, som i ﴿قُمِ ٱلَّيۡلَقُمِ الَّيْلَ﴾ (Al-Muzzammil 73:2) ved stop på قم.
- Et bogstav med fathah.
At stoppe efter skriften
Stoppet følger Rasm 'Uthmani (الرَّسْم العُثْمَانِيّ): det skrevne udtales ved stop, og det udeladte udelades. Således stopper man på ﴿لَّٰكِنَّا۠لٰكِنَّا۠﴾ (Al-Kahf 18:38), ﴿ٱلظُّنُونَا۠الظُّنُوْنَا﴾ (Al-Ahzab 33:10), ﴿ٱلرَّسُولَا۠الرَّسُوْلَا﴾ (Al-Ahzab 33:66), ﴿ٱلسَّبِيلَا۠السَّبِيْلَا﴾ (Al-Ahzab 33:67) og ﴿إِنِّيٓ أَنَا۠اِنِّيْٓ اَنَا﴾ (Taha 20:12) med Alif, som bortfalder ved sammenbinding. Ord, hvis Ya er udeladt i skrift, stoppes uden Ya, som i ﴿يَسۡرِيَسْرِ﴾ (Al-Fajr 89:4). For Hafs er ﴿ءَاتَىٰنِۦَ ٱللَّهُاٰتٰىنِۦَ اللّٰهُ﴾ (An-Naml 27:36) undtaget: ved stop er der to måder, med stumt Ya eller uden.
I ﴿سَلَٰسِلَاْسَلٰسِلَا۠﴾ (Al-Insan 76:4) er der to måder ved stop: med Alif eller med sukun. Det første ﴿قَوَارِيرَا۠قَوَارِيْرَا۠﴾ (Al-Insan 76:15) stoppes med Alif og det andet ﴿قَوَارِيرَاْقَوَارِيْرَا۠﴾ (Al-Insan 76:16) med sukun.